MED LIVREM OG SELER

SIKKERHED

Når du færdes online, handler det om at være godt rustet, så du kan stå imod online trusler. Nu skal det ikke lyde som om, at vi råber bål og brand. Det er bare med at være klog på det store internet. Nedenfor har vi lavet en lille tjekliste til din sikkerhed. Hvis du følger den, er du godt rustet – og du har dermed minimeret truslerne, der måtte være online.

Router

Det første på tjeklisten er en router. Med en router kan du nemlig gemme din computer og andre enheder, så de dermed ikke er synlige og helt blottede på internettet. En router påtager sig en IP-adresse, der er synlig på internettet. Routeren giver dine enheder, eksempelvis computer, tablet osv., andre private IP-adresser, der ikke er synlige for andre på internettet. Routeren holder hermed styr på dit netværk og på hvilken computer, du anvender – og giver dig dermed adgang til internettet. Denne konstellation kaldes, i teknisk forstand, for NAT. NAT er en forkortelse for Network Adress Translation, hvilket betyder, at routeren oversætter dine skjulte private IP-adresser til den synlige offentlige IP-adresse. Foruden NAT kan en router have en indbygget firewall, der fungerer som et forsvar for din computer og andre enheder mod hackerangreb, vira og andre angreb. Mange routere kan opsættes med en firewall, således at sikkerheden bliver endnu bedre ved at opsætte nogle regler for datatrafik, der er tilladt på dit netværk. En firewall kan i stedet også være en del af din computer. Eksempelvis Windows PC’ere har en firewall indbygget, og du kan også få en firewall igennem andre programmer, der kan købes og installeres på dine computer.  På denne måde fungerer routeren som dit første sikkerhedsnet i din samlede tjekliste til at ruste dig imod udefrakommende trusler online.

Antivirus

Det næste punkt på tjeklisten er antivirus. Vi anbefaler, at du får installeret et antivirusprogram på dine enheder. Det er selvfølgelig ikke alt, du kan forhindre, når du bevæger dig rundt på internettet, og derfor kan et antivirusprogram hjælpe dig, så du ikke får hentet vira eller andet malware fra en side, du besøger på internettet.Der findes både gode gratis antivirusprogrammer og nogle endnu bedre programmer, du skal betale for. Når du har installeret et antivirusprogram, er det vigtigt, at du også holder det opdateret. Der opfindes hele tiden nye vira og måder at skabe usikkerhed for dig. Så vi vil anbefale dig at holde både dit styresystem og dit antivirusprogram opdateret - så er du bedst muligt sikret.

Password

Foruden router og antivirus vil vi gerne hejse et flag for passwords. De fleste af os kan sikkert nikke genkendende til dét at oprette brugernavne og passwords til diverse konti. Det være sig alt fra en brugerprofil på Netflix til en konto på din yndlingswebshop.Det er de færreste af os, der kan huske utallige passwords, og derfor kan det være oplagt at benytte det samme gang på gang. Ikke desto mindre er det vigtigt, at du ikke anvender samme password til flere logins. Hvis du gør dét, er det meget simpelt for en svindler at opsnapper dit password og dermed få adgang til mange forskellige sider, hvor du har en bruger - og dette gør det meget nemt at misbruge dine konti.Når du laver et password, vil vi anbefale dig at lave et stærkt og langt password, ét som du kan huske, men som alligevel er forskelligt fra konto til konto. Brug mange karakterer i dit password, brug store og små bogstaver, og skift gerne nogle bogstaver ud med specialtegn. Når du så har lavet det mest kringlede og sikre password, der kan udtænkes, skal du huske at holde det for dig selv. Du skal altså ikke dele det med andre. Husk desuden at opbevare dine passwords, så de ikke kan findes af andre. Passwords er personlige og skal ikke deles med andre.

Sund fornuft

Det sidste på tjeklisten kalder vi sund fornuft. Selv om du har gjort dig alverdens foranstaltninger, er der stadig risiko for at blive narret. Et klassisk trick, som it-kriminelle benytter sig af, er phishing. Her forsøger svindlere at franarre personoplysninger fra godtroende internetbrugere. Phishing tager eksempelvis form af en e-mail, som en bruger for tilsendt fra en svindler. Det kan være en falsk e-mail fra eksempelvis SKAT, hvor svindlerne gerne vil franarre koder, kontonumre eller andre personlige oplysninger. I forbindelse med phishing er sund fornuft det bedste våben. Intet sikkerhedssystem kan nemlig forhindre, at du selv videregiver din oplysninger til it-kriminelle med onde hensigter. Tommelfingerreglen er: better safe than sorry. Tryk aldrig på links eller download noget fra nogen, du ikke har tillid til. Skulle din bedste ven sende dig link, du synes virker underligt, så tjek med din ven, inden du trykker på linket. Udlevér aldrig dine personlige oplysninger, kreditkortoplysninger og lignende, uden du er helt sikker på, hvem modtageren er. Handler du online, så tjek op på webshoppen, inden du handler: Her kan du eksempelvis anvende Trustpilot og andre sider, hvor andre forbrugere har anmeldt butikken. Og husk: Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det formentligt også for godt til at være sandt. Så husk din sunde fornuft, når du færdes online.