SPØRGSMÅL OG SVAR

ROUTER
OG FIBERBOKS

Hvor skal jeg placere min router?

En router kan placeres mere eller mindre hensigtsmæssigt. Hvis du skal have den bedste trådløse internetforbindelse, vil vi anbefale dig at følge vores nedenstående lille tjekliste:

Central placering

De fleste mennesker har én router, og derfor kommer wi-fi-signalet fra én kilde. Hvis du havde flere routere, kunne du placere dem rundt omkring i dit hjem, så der altid var en router så tæt på dine enheder (fx computer) som muligt. Men mindre kan også gøre det. Med én router skal du placere den så centralt som muligt i forhold til dine trådløse enheder. Hvis du normalt er online i din stue, dit soveværelse og på din kontor, vil det være godt at placere din router således, at den står centralt i forhold til disse tre rum. Så en central placering afhænger af dit brugsmønster. Hvis du ved, at du aldrig bruger dit trådløse internet, når du eksempelvis opholder dig i dit bryggers, behøver du ikke at tage højde for dét rum, når du skal fastsætte en central placering i dit hjem.

Den centrale placering vedrører ikke alene på tværs af rum, men også på tværs af etager. Her vil det give mening at placere din router i stueplan, hvis du benytter dig af det trådløse signal på tværs af etager, eksempelvis både på 1. sal, i stueetagen og i kælderen.

Åben placering

En klassiker med placering af router er inde i et skab – og lige for at toppe den, så inde i et metalskab. Hvis du placerer din router inde i et skab, er det trådløse signal fra start forhindret af lågen - og tilmed af metallet, som reflekterer wi-fi-signalet. Et godt råd er at slippe din router fri, så den har en åben placering. Det kunne være oven på et skab – i stedet for inden i et skab. Det leder os til næste placering.

Høj placering

Ud over at placere din router centralt og åbent er det godt at placere din router højt. En router sender signalet ud og ned, og derfor betyder højden noget, når du skal placere dit router optimalt. Du kan eksempelvis placere den oven på et skab.

Det er vist ingen hemmelighed, at det ikke er alle, der ser en router som et smukt designobjekt. Det er nok også én af grundene til, at den har ry for at være placeret i et skab eller under sofaen. Ikke desto mindre er det bedre at placere den oven på skabet end inden i skabet. Så udlever den sin funktion samtidig med, at den ikke nødvendigvis får pragtpladsen i hjemmet. Hvis du virkelig ikke ønsker, at man kan se routeren, kan du eksempelvis sætte den ned i én af de moderne hullede foldekasser oven på dit skab – uden låg vel at mærke for at undgå brandfare.

Væk fra køkken og bad

Det er at foretrække, hvis du finder en anden placering til din router end i køkkenet eller på badeværelset. Spejle reflekterer nemlig dit wi-fi-signal, hvorfor en del af signalet går tabt – og spejle har de fleste på et badeværelse. Hvad angår køkkenet har du måske en mikrobølgeovn, og mikrobølgeovne kører på samme frekvens som trådløse routere, nemlig på 2,4 GHz, så en tændt  mikrobølgeovn vil forstyrre dit wi-fi-signal. Hvis du vil vide mere om krydsfeltet mellem frekvensbånd, radiobølger og wi-fi, kan du læse under emnet Hvad er wi-fi? Desuden reflekterer metal dit wi-fi-signal, og store dele af dit køkken består af metal, nemlig dit køleskab, din ovn og din opvaskemaskine – bare for at nævne nogle. Da metal reflekterer dit wi-fi-signal, vil store dele af dit trådløse signal dermed gå tabt, hvis du placerer din trådløse router i dit køkken.

Fordel dine elektroniske enheder

Det sidste punkt på tjeklisten vedrører dét at fordele hjemmets enheder, så din router, computer, radio, tv og højtalere ikke står klods op og ned ad hinanden. Alle elektroniske enheder udsender radiobølger, når de er tændt, hvilket kan forstyrre Wi-Fi-signalet.

Har du fulgt ovenstående tjekliste, og er dit wi-fi-signal stadig ikke optimalt, er én router ikke nok. Det kan være tilfældet i hjem med mange kvadratmeter, hvor én routers signal ikke kan dække hele huset. Her kan vi anbefale Google WiFi Mesh, der indeholder 3 enheder i stedet for én. På dén måde vil dit hjem opnå bedre wi-fi-signal rundt på de mange kvadratmeter. Du kan læse mere om vores anbefalede routere under Hvilken router skal jeg vælge?